Marienborg Park er bygget som andelsboliger i 2004 og centralt beliggende i Søborg tæt ved offentlig transport, skoler og institutioner samt Søborg Hovedgade med mange butikker, supermarkeder, fitnesscenter og specialforretninger. Endvidere en række restauranter, sushisteder og pizzeriaer.

Tæt på boligerne ligger Utterslev Mose med stisystemer til gående, cyklister og motionsløbere. Området har skole og daginstitutioner, ligesom Gladsaxe Idrætsanlæg er tæt på med fodboldstadion, skøjte- og svømmehal, baner og idrætshaller til de fleste boldspil samt klatrepark og skaterbane.

Marienborg Park er en lukket vej med indkørsel fra Gladsaxevej.

Andelsforeningen består af 20 boliger i fem bygninger, hver bygning med fire lejligheder. Alle boligerne er med tre værelser, åbent køkken og bad. Stuelejlighederne har terrasse og førstesalslejlighederne altan.

I stueplan er der 96 m² beboelse og på første sal ca. 105 m².

Ejendommens fællesareal rummer dels et flisebelagt område med parkeringsbåse, dels et græsområde med buske, træer og bænke rundt omkring bygningerne. På fællesarealet er der cykelskur, overdækket cykelparkering og et indelukke med containere til affaldssortering.

Andelsforeningen har ikke nogen venteliste, da vi er en meget lille forening med få salg. Henvendelser vedrørende opskrivning på vente- eller interesseliste vil derfor ikke blive besvaret.